Oplev for første gang en rigtig DSB udflugtsvogn på Græsted Veterantræf.
Græsted Veterantræfforening og Nordsjællands Veterantog har indgået samarbejde omkring det årlige Græsted Veterantræf i pinsen 2018.
En af de helt nye ting, som gæsterne på Græsted Veterantræf i år kan opleve, er at komme ud at køre i en rigtig udflugtsvogn fra 1960’erne. Udflugtsvognen indgår i det ene af de to veterantog, der hver time kører ind på træfpladsen.
Vores frivillige medlemmer har gjort deres yderste for, at vognen står i yderst præsentabel stand til træffet.
I udflugtsvognen DSB BU 3702 vil der være servering af smørrebrød, flaskeøl, sodavand, kage, kaffe og te. Veterantræffets gæster kan ganske gratis sætte sig ind i spisevognen, bestille mad og drikke, og nyde det, mens spisevognen kører til enten Mårum eller Gilleleje. Turen frem og tilbage varer i alt ca. 40 minutter.
Da vi forventer, at mange af træffets gæster vil prøve denne ekstra ordinære oplevelse, er udflugtsvognen forbeholdt de spisende gæster. Mad og drikke vil blive solgt til rimelige priser.